Et fælles dansk retursystem for genbrugelige to-go kopper to-go kopper
BYKOP er et fælles dansk retursystem for genbrugelige to-go kopper til varme drikke. Vores mål er at forene alle kaffebarer/bagerier/caféer i et samlet retursystem, så vi kan gøre det langt nemmere for forbrugeren at håndtere genbrugelige to-go kopper. I BYKOPs retursystem skal forbrugeren nemlig ikke selv opbevare og huske sin egen kop, men i stedet vil forbrugeren nemt og hurtigt kunne indlevere sin BYKOP efter endt brug og få en ny ved næste køb.

BYKOPs retursystem giver kaffeudbydere mulighed for nemt at blive markant mere bæredygtige samtidig med at vi giver forbrugeren en hjælpende hånd i den grønne omstilling.

BYKOP tilbyder derudover skræddersyede løsninger med genbrugelige to-go kopper til varme drikke til events, festivaler, uddannelsesinstitutioner og virksomheder (offentlige/private).

Problematikken BYKOP vil gøre op med
Hvert år smides 16 milliarder to-go-kaffekopper ud i EU alene. Det er ikke kun dyrt for klima og miljøet, men også for danske caféer, da der alene i 2020 er blevet lagt massive afgifter på engangs to-go-kopper. I modsætning til andet to-go-emballage, hvor maden bringes med hjem, viser undersøgelser, at en to-go-kaffekop i gennemsnit har en levetid på 10-13 minutter, hvilket betyder at to-go-kaffen oftest drikkes i byrum. Engangskoppen ender derfor i bedste fald til de kommunale affaldsspande og i værste fald i gader eller i naturen.

I BYKOP ser vi derfor, at der er et stærkt behov for at skabe et samlet retursystem for genbrugelige to-go kopper i større danske byer, hvor der ikke er langt mellem to-go-kaffe udbydere. Vi gør op med den lineære model for engangskoppen, som er ”køb, brug og smid ud”. I BYKOP arbejder vi i stedet med en cirkulær økonomimodel, som bygger på ”køb, drik, returner og genbrug”.